Skulle nogen aldrig helt have forstået Judas Priests storhed – så er der ikke meget mere at diskutere efter denne aften i Royal Arena.

Judas Priest lod en båndet version af Black Sabbaths “War Pigs” lægge den mørke stemning, inden Rob Halford & Co. kom ud i så meget kvæghud, at de kunne konkurrere med en mellemstor dansk kostald. I dagens anledning var det sølvfarvet som en frynset diskokugle. (Der blev senere skiftet til sort, og så var vi mere rolige. Nitterne var dog stadig i et omfang som et søm- og skrueudsalg i Silvan, så diskokuglen blev ved.)

Åbningen med ”Firepower” er også titelnummeret fra seneste album (nr. 18 i rækken!), og vi var på med bulder & brag med det samme. Det rykkede ret godt, så er det sagt, men vokalen skulle tydeligvis lades op efter gårsdagens udladninger på Sweden Rock Festival, og først halvt inde i nummeret sad den i skabet. Hurtigt fulgte ”Grinder”, som lyder som klassisk Priest. Et råt afsæt, og så var bandet der, hvor det skulle være.

Vi var helt nede, hvor det gjorde ondt, og Rob Halford fangede falsetten mod slutningen uden problemer.

Ved metal i det tempo var åbningen, nærværet og viljen til festen fremover ret afgørende fra start. Rob Halford fik fyret et par klicheer af ”om vi nu er klar til noget Judas Priest?” Selvfølgelig! Og meget mere skulle der ikke til i det tilfælde, før vi også kunne mærke Priest.

En meget stor del af publikum vidste, hvad der ventede – og en del havde med garanti hørt dem også på Copenhell i 2011 og Roskilde Festival i 2008.

Tredje nummer var ”Sinner” og her var vi i publikum ude i overgivelsernes hvide flag, for der blev spillet tæt, rytmisk og medrivende (og vildt højt). Var man overhovedet til metal, så var vi tæt på himlen her. Over 40 års erfaring er med i bandets DNA, og det mærkedes her og i de fleste af de kommende numre.

Lyden af Priest er sin helt egen, og det er noget af en præstation i en branche fuld af copy cats. Det handler om en lyd, der som en savklinge skærer ind til benet af, hvad metal handler om og er. Det gælder en særegen vokal, som både skiller sig ud og virker - og det handler om sammenspil i særklasse af dygtige folk. Ian Hills bas svigtede ikke et øjeblik, og sammen med Scott Travis’ trommer kunne guitaristerne Richie Faulkner og turmedlemmet Andy Sneap få lov at rive og flå nok så meget i hegn og bund, uden helheden gik i stykker. Det skete tostemmigt, det skete i battles på tværs af scenen og i en godt håndteret rytmeguitar under de utallige soli.

Er der noget at beklage sig over? Kun måske at udtrykket i Judas Priest ikke er vildt varieret, men følelsen af netop frihed, vilje, vilkab, kompetence og humor sidder i maven og hjertet efter et par timer med Judas Prist. Det er ikke de værste steder at mærke en koncert.

Hjertet viste de også (for de behøvede det ikke), da synligt syge Glenn Tipton kom med på scenen i de tre sidste ekstranumre under stor publikumsjubel og heltemodtagelse. I ”Metal Gods, Breaking the Law og Living After Midnight”fik publikum alt det skrål-med-rock, som ja, hjertet, kan begære.