Copyright © 2021 Haywire. All rights reserved
Marilyn Manson kommer ganske fint i mål med sit ellevte studiealbum. Det ville være en skam at sige, at det er et metalalbum, og hvis det er det, man forventer, vil man blive skuffet, men det dystre, gotiske koncept er stadig intakt. Den oprørske mand, der har chokeret og provokeret i adskillige år, kan ikke blive ved med at overraske, men det er et fornøjeligt sammensurium af både inspirationer og karrierens hits and misses. Og det er faktisk et ganske fortræffeligt album at lytte til, ja, ligefrem hyggeligt flere steder. Mørkets fyrste lader ikke til at være så slem alligevel, ikondyrkelsen er stadig i højsædet, men måske det snart er tid til overgå til mørkets hyggemorfar.
Der, hvor Echoes og Ivy Crown dog for alvor slår igennem, er, når de symfoniske elementer er meget begrænsede eller ikkeeksisterende, og der i stedet fokuseres på den melodiske metalcore. ”Lonesome and Cold” demonstrerer dette på glimrende vis allerede fra start. Men også et nummer som ”Not Who We Are”, der starter med et tungt groovy riff, bibeholder den store lyd i omkvædet, men er metalcore til benet og giver på intet tidspunkt afkald på tyngden fra denne. Det samme gør sig gældende på efterfølgeren ”Forgotten Me”. Her er specielt sidste halvdel af nummeret noget af det bedste, Echoes har at byde på. Vokalist Maria Kjær hiver et uventet brøl op af hatten, og det efterfølgende breakdown rammer alle de rigtige steder. Det afsluttende ”bleargh” er toppen af kransekagen, og man kunne faktisk godt bruge lidt mere af det.
Jeg havde hørt de første to-tre singler, som Alestorm udgav op til albummet, og bevares, det var da Alestorm, men på daværende tidspunkt følte jeg ikke rigtig, at det var ”andet” end bare Alestorm. Men efter at have hørt albummet om og om igen fra start til slut må jeg indrømme, at de virkelig har taget røven på mig! Det her, det er fandeme progression! Alestorm har formået at beholde deres kerne, som er pis og pirateri, men samtidig at vokse – helt enormt – som musikere, og resultatet er derfor et album, som både er morsomt, fængende OG virkeligt godt set fra et objektivt, musikalsk perspektiv! Den havde jeg sateme ikke set komme, men jeg må kippe med min tricorne og gå planken ud!